Salg
Hos ed A/S er vi i fantastisk vækst grundet vores dygtige medarbejdere og en kompetent ledelse, der ved, at succesen kommer gennem tillid, samarbejde, engagement og frihed under ansvar.
Har du erfaring med salg – gerne til virksomheder og meget gerne inden for IT, eller IT- infrastruktur? Er du samtidig ambitiøs, struktureret, selvkørende og tænker løsningsorienteret? Sætter du samtidig en ære i at løse kundens behov i et tæt samarbejde, hvor du søger at skabe langvarige relationer? Så er vi nysgerrige på, om du er en af vores nye Account Managers, som vi søger til vores spritnye lokation på Sjælland.
Vi tilbyder en virksomhed med et positivt mindset, en favnende kultur og ordentlige rammer til at bringe din erfaring i spil og videreudvikle dine kompetencer.
”Vi søger nye kolleger til vores kommende team på Sjælland, der har erfaring med at sælge til andre virksomheder. Der skal gerne være en erfaring eller interesse inden for IT, men det vigtigste er faktisk, at man forstår at lytte til kundens behov, fanger de købssignaler, der måtte vise sig i dialogen, og at man forstår at bygge en god, tillidsfuld relation til kunden. Som Account Manager hos os får man en vigtig rolle i at leve vores kultur og udbrede budskabet i vores Kundeløfte: IT. Mere ligetil – det bliver en fed rejse!” – CSO / Salgsdirektør Lorette Bagi Pedersen
Med base i virksomhedens nye lokation på Sjælland og med reference til en nyansat Regionsdirektør bliver du ansvarlig for at skabe, udvikle og optimere din egen kundeportefølje. Din opgave er at åbne dørene til nye kunder og herefter sælge anerkendt IT-udstyr og IT-løsninger samt give professionel kundeservice, der giver kunden en unik oplevelse! Vi har allerede en helt masse glade kunder på Sjælland, men der er endnu flere, der skal have muligheden for at handle med os – gennem dig.
Hos ed går vi meget op i, at vi er ”tæt på kunden”. Derfor vil det være oplagt, at du skaber din portefølje på Sjælland – men du er bestemt også velkommen til at kigge mod Fyn og Jylland.
For at du lykkes bliver du supporteret af vores kompetente Inside Sales-team, som udover at stå for indkøb og ordrebehandling også har mulighed for at tage med dig på kundebesøg for at sikre den personlige tilknytning, når du er på landevejen.
Du ser muligheder frem for begrænsninger, er målrettet, omstillingsparat samt besidder et ustoppeligt drive i en varieret og spændende arbejdsdag. Du trives med masser af kundekontakt og sætter en ære i at give den bedste rådgivning efter en grundig behovsafdækning sammen med kunden.
Du har erfaring med salg og gerne med B2B-løsninger i IT-branchen og kan dokumentere dette. Du er i stand til at tage ansvar for din forretning og herigennem skabe værdi for ed A/S som virksomhed.
Din personlighed er positiv og tillidsvækkende, og du er dygtig til at skabe og fastholde relationer. Blandt kunder og kolleger er du kendt for at du holder, hvad du lover, og altid stræber efter at spille andre gode i samarbejdet.
Du er i stand til at arbejde struktureret og professionelt gennem hele salgsprocessen – både i forholdet til kunder, leverandører og kolleger. Det forventes ligeledes, at du har en vilje til at ville, og at du kæmper – også når det bliver svært! Du bliver selvfølgelig støttet i hele opbygningen af kompetencer, og vi garanterer både en leder og kolleger, som hepper på dig hver dag.
ed A/S har hovedsæde i Skødstrup v/Aarhus, og er 100% danskejet og totalleverandør af hardware og IT-infrastrukturløsninger. Vi har store og velkendte kunder inden for såvel offentlige institutioner som private erhvervsvirksomheder landet over. ed A/S har et godt renommé i markedet blandt kunder, leverandører og samarbejdspartnere, og vi har en rigtig høj kundetilfredshed, som vi er meget stolte af!
Vores værdier er Tryghed, Relationer & Kundeservice. Disse bliver efterlevet af alle medarbejdere, og er med til at gøre os unikke i et skarpt konkurrencepræget marked. Det er altafgørende, at du kan genkende dig selv i vores værdier, da de udspringer af vores DNA og det, vi ønsker at være kendt for – også i fremtiden – nu på Sjælland.
I ed A/S har vi stor interesse i, hvad der rører sig i omverdenen. Vi har derfor et stort fokus på CSR & miljø samt IT-sikkerhed af høj kvalitet. Derfor har vi opnået to ISO-certificeringer inden for netop disse to områder.
Vi tilbyder desuden et godt samarbejde og et skønt socialt miljø på tværs af lokationerne, som krydres med salgskonkurrencer, fredagsbarer, personalefester, julefrokost mm.
Hos ed A/S tilbyder vi professionelle rammer med høj trivsel – vi fejrer vores succeser sammen. Du er selv med til at skabe dine muligheder og får 100% sparring og opbakning fra ledelsen til at nå dine mål – vi arbejder sammen om at give dig de bedste forudsætninger for at understøtte dig i dine ambitioner og at udvikle dine kompetencer både individuelt og sammen med dine kollegaer.
Lønpakken forhandles individuelt og indeholder god fast løn, bonus, pension, sundhedsforsikring, en velfungerende personaleforening og meget mere.