Fra 01.01.2021 indtræder vi som hovedsponsor for Skødstrup Fodbold.
”Vi er hos ed A/S meget glade for den nye sponsoraftale med Skødstrup Fodbold, der medvirker til, at vi i endnu højere grad forankres lokalt. Netop den lokale forankring er vigtig for os og vi ser store perspektiver i det fremtidige samarbejde. Det er hvad man vil kalde en win-win situation, der vil skabe en øget synlighed for os som virksomhed. Samtidigt tror vi også på at denne aftale vil medvirke til at styrke fællesskabet omkring byens nye store anlægsprojekt ved Skødstrup Skole. Det er vi meget stolte af at lægge navn til.” – Direktør Philip Davidsen
Sponsoraftalen løber frem til udgangen af 2023 og giver Skødstrup Fodbold, nye og endnu bedre muligheder for at skabe det fodboldtilbud, som der forsøges tilstræbt. Tillige skaber det også gode forudsætninger for klubbens store anlægsprojekt med anlæggelsen af en kunstgræsbane ved Skødstrup Skole. Som næstformand for Skødstrup Fodbold, Nicolai Holm, udtrykker det:
”Vi er meget glade for, at ed kan se store perspektiver i at samarbejde med os omkring udviklingen af et fodboldtilbud i regional særklasse. Med sponsoraftalen i hånden kan vi få søsat mange af de ideer og tanker, som vi har for klubbens udvikling, ligesom det skubber i en positiv retning mod etableringen af byens kunstgræsbane. Derudover har vi været glade for den meget konstruktive dialog, som vi har haft med ed, som har været fantastiske og tillagt de værdier, som klubben baserer sig på, stor betydning. Aftalen kommer til at betyde meget for klubben, for vores medlemmer og for fremtiden. Det er vi stolte af.”
Konkret betyder sponsoraftalen, at ed A/S de næste 3 år er klubbens hovedsponsor. Det betyder samtidigt, at klubben fra 1. januar 2021 byder velkommen til ed Park, som bliver navnet for klubbens anlæg ved Skødstrup Skole, hvor også byens kommende kunstgræsbane vil blive placeret. Derudover betyder sponsoratet også en stor eksponering af ed’s logo og værdier i forbindelse med både klubbens herreseniorhold, fodboldskolen og på de frivillige træneres beklædning.