Kollegaer i salg

15 Aug 2022

Salg bliver beriget med to nye kollegaer

Endnu to topmotiverede og skarpe hoveder slutter sig til ed-familien. Jacob Lynge Hansen og Oliver Dalgaard Skou starter hos os i dag og skal begge berige salgsafdelingen med deres kompetencer.

Den gode atmosfære skaber arbejdsglæde

Jacob Lynge Hansen starter som Account Manager og har flere års erfaring med salg inden for køkkenbranchen. Han har altid haft stor interesse for IT og glæder sig til at dykke mere ned i IT-branchen. Noget af det, der motiverer Jacob allermest i løbet af en arbejdsdag er: “At mærke en anerkendelse hos en kunde, hvor de føler, at den service, jeg netop har ydet, er bedre end nogen service, de kunne have fået noget andet sted – dét er noget, der motiverer mig.”

De gange Jacob indtil videre har besøgt os, har han været begejstret over atmosfæren i huset: “Jeg har hver gang, jeg har besøgt jer, kunne mærke et væld af overskud og god stemning, og hver og én har udstrålet, at de elsker at være på arbejde. Det glæder jeg mig til at blive en del af.” 

Hos ed er vi klar over, hvor vigtig en god atmosfære på arbejdspladsen er. Netop derfor er det højt prioriteret, at alle medarbejdere er en del af fællesskabet ved bl.a. at sørge for en god onboarding og løbende afholde sociale arrangementer. Vi gør noget for arbejdsglæden.

Vi elsker at have praktikanter i huset

Oliver Dalgaard Skou slutter sig også til salgsteamet som Sales Trainee, hvor han som en del af sin uddannelse som handelsøkonom ved Erhvervsakademi Dania skal i praktik hos os. Han overbeviste os allerede på en karrieremesse tilbage i foråret, at det var lige præcis ham, vi skulle have i praktik. Om sin opstart hos ed siger Oliver: “Jeg ser frem til alle de nye udfordringer, jeg går i møde, samt den generelle læring jeg vil få inden for primært salg og kommunikation på B2B plan.” 

Derudover har det interne samarbejde og at kunne give kunderne en god oplevelse stor betydning for Olivers arbejdsdag: “Det motiverer mig meget at have et godt samarbejde med mine kollegaer og at kunne give mine kunder en god købsoplevelse fra start til slut. Når dette opnås, så ved jeg, at det har været en succesfuld dag.” 

Vi er glade for at have fået Jacob og Oliver med på holdet.

Synes du lige som Jacob og Oliver, at det kunne være fedt at blive en del af holdet og den gode atmosfære? Vi er altid interesseret i at høre fra nye kandidater.

Spring over og se, om der ikke skulle være en ledig stilling, der kunne være interessant for dig.