Velkommen til 4 nye medarbejdere

01 Aug 2022

Vi har fået 4 nye kollegaer med på holdet

Vi har næsten ikke kunnet vente med at komme tilbage fra ferie. For i dag siger vi velkommen til ikke mindre end fire nye ansigter.

Her får du en kort præsentation af vores nye kollegaer Rune, Jens, Malik og Christian.

Bæredygtighed, udfordringer og lysten til at gøre en forskel for kunden

Rune Nyhuus starter som IT System Administrator og skal sørge for at holde vores IT-systemer på ret køl i det daglige. Rune har mange års erfaring i bagagen og vil bidrage med sit positive mindset, evnen til at se løsninger samt optimere og skabe processer, der gør vores arbejdsgange bedre. 

Om sin opstart hos ed A/S siger Rune: “Jeg ser frem til at møde nye kollegaer og at prøve noget lidt anderledes end det, jeg er vant til. Og så tror jeg, ed kan udfordre mig meget mere, hvilket, jeg helt sikkert vil synes, er sjovt.”

Jens Aagaard Povlsen vil få sin gang i vores Solution & Services-afdeling og starter som IT Service Specialist. Jens er uddannet datatekniker, har flere års erfaring i IT-branchen og ser frem til nye udfordringer samt at skabe glade og tilfredse kunder. 

Derudover siger Jens selv: “Jeg ser frem til nye udfordringer hos nye kunder og en anderledes hverdag med nyt fokus. Det bliver spændende at arbejde hos en mindre virksomhed, end jeg er vant til, og så glæder jeg mig til at møde mine nye kollegaer og forbedre mine faglige kompetencer hos ed.”

Malik Skole skal være i praktik hos os de næste par måneder som Solution Trainee og glæder sig til at udvikle sine faglige og personlige kompetencer i en virksomhed med fokus på bæredygtighed. 

Gennem sin uddannelse fra Erhvervsakademi Aarhus har Malik mulighed for at komme i praktik, og han glæder sig: “Jeg ser frem til en spændende og lærerig praktikperiode hos ed A/S, hvor jeg kan få lov til at arbejde side om side med dygtige kollegaer og udvikle mine faglige såvel som personlige kompetencer. Jeg bliver motiveret af udfordringer i løbet af arbejdsdagen og at være en del af et socialt fællesskab på arbejdspladsen.”

Den unikke kultur som trækplaster

Christian Østergaard Madsen vender tilbage til ed A/S efter en kort periode, hvor han skulle ud at snuse til andre græsgange. Han skal tilbage til det, han elsker at lave – at udvikle og vækste arbejdsområder med et bæredygtigt fokus. Vi er glade for at få ham tilbage, og denne gang skal han sidde i en stilling som Circular Business Manager i vores Cirkulær IT-afdeling.

Hvorfor Christian vender tilbage til ed, skyldes bl.a. den unikke kultur: “Jeg glæder mig til at komme tilbage til den arbejdsplads, hvor jeg har kickstartet min karriere. Jeg ser frem til den unikke kultur, det fantastiske fællesskab og at være en del af den fremtid, der bliver arbejdet hårdt for. Hvor der investeres i udvikling og grøn omstilling, og hvor man fejrer succeser.”

Hverdagen efter ferien kan kun blive god med de stærke kompetencer og positive indstillinger, som vores nye kollegaer bringer med ind i ed familien. Vi ser frem til at lære Rune, Jens, Malik og Christian endnu bedre at kende. Tag godt imod dem.

Kunne du også godt tænke dig at blive en del af den unikke kultur hos ed A/S?

Så tjek vores ledige stillinger ud her.